Tirsdag d. 8. februar havde teologen Lene Sjørup en kronik i Kristeligt Dagblad - Folkekirken op i pavemobilen
I kronikken angreb Lene Sjørup - på baggrund af TV-optagelsen - Debatmødet "Kirkelige stemmer i EU" som Det mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd havde arrangeret d. 26. januar.
Lene Sjørup anførte bl.a. to kritikpunkter:
1. Der blev ikke på mødet nævnt nogen eksempler på konkrete politiske tiltag fra kirkernes side i EU.
2. Det giver ikke mening at prøve at hamle op med den katolske kirke i EU og formulere mere liberale protestantiske synspunkter.
Lisbet Christoffersen var en af oplægsholderne på mødet. Hun har skrevet et svar til Lene Sjørup i dagens udgave af Kristeligt Dagblad: Forkert billede af konference.
Lisbet Christoffersen kan berette at hun selv i sit oplæg nævnte "en række politiske tiltag der begrunder folkekirkens deltagelse i udvalgsarbejde med videre relation til EU." Hun nævner tre hovedområder som disse opgaver falder under - læs selv. Og se i øvrigt TV-optagelsen af Lisbets oplæg på konferencen.
Synspunkterne er udbygget i Lisbets artikel i bogen Konstellationer.
Til punkt to siger hun "Min erfaring er, at det er væsentligt for det politiske system i EU at have liberale kirkelige stemmer at henvise til, netop for ikke at få en entydig kirkelig blok over for det politiske system".
onsdag den 21. februar 2007
Lisbet Christoffersen svarer Lene Sjørup: Forkert billede af konference
Posted by
Kirsten Auken
at
16.04
0
comments
Labels: EU, kirkelige stemmer i EU, konstellationer, Lene Sjørup, Lisbet Christoffersen
mandag den 19. februar 2007
Kompetent overblik i Information
I min gennemgang af hvad der har været af debat om Kirker og EU siden vores debatmøde d. 26. januar (Kirkelige stemmer i EU), har jeg vist ikke rigtigt fået fremhævet den artikel som jeg ellers mener er den mest nuancerede og kompetente: David Rehlings artikel i Information d. 12. februar: En union søger sin sjæl.
Artiklen giver en ganske god fremstilling både af de forskellige synspunkter og de forskellige kirkelige aktører - og den ridser historien op tilbage til Jaques Delors ønske om at "Give Europa en sjæl".
Han giver også nogle bud på hvor man kan læse mere - jeg vil helt ubeskedent fremhæve de to af dem:
Konstellationer - kan købes hos Forlaget Alfa eller i enhver velassorteret boghandel. Netop udkommet.
Det mellemkirkelige Råds årbog "Kirkernes rolle i et fremtidigt Europa" kan fås gratis hos Det mellemkirkelige Råd.
Posted by
Kirsten Auken
at
23.01
0
comments
Labels: Dagbladet Information, Delors, EU, kirkelige stemmer i EU, konstellationer
søndag den 18. februar 2007
Må kirken i det hele taget mene noget?
Når vi åbner kirkedebatten om et samfundsrelateret emne i Danmark, løber vi konstant ind i de lutherske linjevogtere som tager udgangspunkt i en fortolkning af Luthers to-regimentelære (har nogen et godt link?) og bruger det til at sige at kirken ikke på nogen måde må mene noget om noget der har med samfundet endsige politik at gøre.
Hvis den så bliver fejet af banen, løber vi ind i næste problem - det vigtigste dogme i folkekirken: "ingen må tale på folkekirkens vegne".
Selve sagen kan det nærmest være umuligt at komme til at diskutere. Det kommer til at handle om om man må diskutere det.
Men "Luther blandede i høj grad religion og politik" påpegede Ida Auken (tilfældigvis min søster...) i Kristeligt Dagblad d. 8. februar. "Toregimentelæren er et moderne begreb, der blev til omkring 1930, og Luther selv adskilte aldeles ikke religion og politik".
Hvis nogen har lyst til at dykke mere ned i denne debat - i relation til spørgsmålet om EU og Europa, så har Ida og jeg redigeret en debatbog, Konstellationer hvor teologerne Svend Andersen og Jesper Høgenhaven på et luthersk grundlag når frem til vidt forskellige resultater.
I 8. februar udgaven af Kristeligt Dagblad havde teologen Lene Sjørup en kronik, Folkekirken op i pavemobilen. Her siger hun "Det er et stort spørgsmål, om folkekirken overhovedet skal ind i det politiske spil i EU, men hvis den skal, bør det være Kirkeministeriet og ikke Det mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd, der påtager sig denne opgave." Lene Sjørup er især meget kritisk over for den katolske kirkes indflydelse i EU, især på områder som familiepolitik og kvindefrigørelse. Folkekirken vil uvægerligt blive slået i hartkorn med den katolske kirke, mener hun. Og så er det åbenbart bedre at holde sin mund, så vidt jeg forstår hende. Eller også er det kirkeministeren der skal gøre noget.
D. 14. februar svarede Det mellemkirkelige Råds formand, Ruth van Gilse i debatindlægget "EU og de kirkelige stemmer". Her udreder hun trådene om debatmødet, baggrunden for det og Det mellemkirkelige Råds mandat til at arrangere mødet - som Lene Sjørup ikke ganske havde forstået.
Men debatten om den katolske kirkes rolle vs. folkekirken og andre protestantiske kirkers rolle er bestemt ikke slut med det. Og hvis nogen føler trang til at diskutere spørgsmålet, så lægger jeg gerne blog til :-)
Posted by
Kirsten Auken
at
13.52
2
comments
Labels: EU, Ida Auken, Jesper Høgenhaven, kirkelige stemmer i EU, konstellationer, Lene Sjørup, Luther, Svend Andersen, to-regimentelæren
fredag den 16. februar 2007
Kirkerne og EU - debatten er fløjtet i gang
Nu tager jeg mod til mig og laver en blog om kirkerne og EU. Jeg synes selv emnet er uhyre interessant og lige for tiden er der åbenbart temmelig mange andre der synes det samme. Den debat vil jeg prøve at samle lidt op på her.
I kraft af mit arbejde som Informations- og Europasekretær i Folkekirkens mellemkirkelige Råd har jeg været initiativtager til et debatmøde om Kirkelige Stemmer i EU som fandt sted i Vartov i København fredag d. 26. januar.
Mødet blev filmet til tv af dk4 som sendte det i sin fulde udstrækning dagen efter.
Og så blev det streamet og kan ses på nettet det næste års tid - bekvemt opdelt i mindre blokke så man ikke behøver at gnave sig igennem 4 timers TV.
Det blev forresten arrangeret med støtte fra Europa-Nævnet. (tak :-))
I forbindelse med mødet lanceredes også debatbogen "Konstellationer" som jeg har redigeret sammen med min søster Ida Auken. Bogen udkom på Forlaget Alfa. Bogen er blevet godt anmeldt i Politiken og Kristeligt Dagblad. Den er også blevet omtalt på teologinet.dk
Debatmødet fandt sted kort tid efter at Angela Merkel havde genstartet debatten om EUs forfatningstraktat og bl.a. talt for at der alligevel skal være en reference til Gud eller kristendommen i traktatens indledning (Præamblen).
Så var grunden lagt for en ivrig debat både på mødet og bagefter. Jeg vil på denne blog prøve at samle op på det der allerede har været de sidste par måneder (udfra min helt subjektive vurdering!) og også følge med i hvad der kommer.
Jeg er meget modtagelig for input, og hvis du kunne tænke dig at blogge med, så skriv til mig på kirstenauken@gmail.com
Posted by
Kirsten Auken
at
17.27
0
comments
Labels: EU, kirkelige stemmer i EU, kirker, konstellationer, mellemkirkelig, vartov
