Viser opslag med etiketten EU. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten EU. Vis alle opslag

mandag den 20. august 2007

Fyraftensmøde om Gud og Forfatningen

Har netop tilmeldt mig et interessant arrangement. Den Danske Europabevægelse er gået min arbejdsplads (Folkekirkens mellemkirkelige Råd) voldsomt i bedene og har arrangeret et fyraftensmøde om Gud og Forfatningen.

Hvilken rolle skal religion have i europæisk politik?
Skal kristne værdier indskrives i Den Europæiske Unions traktatgrundlag, og hvilke konsekvenser kan det tænkes at få? - spørger de.

Det er på mandag d. 27. august kl. 16-18 i Landstingssalen, og man kan få lejlighed til at høre så interessante personligheder som Uffe Østergaard (altid en fornøjelse), den katolske kirkes biskop i Danmark Czeslaw Kozon (de vil i hvert fald gerne have Gud ind i forfatningen), Viborg-biskop Karsten Nissen (jeg ved ikke helt hvor han står)og Karin Riis-Jørgensen, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre (hun har gjort sig meget bemærket i denne debat det seneste halve års tid).

Ellen Thrane-Nørby leder slagets gang. Det skal nok blive sjovt!

Europabevægelsens hjemmeside er desværre underdrejet, men man kan læse mere her.

Der er gratis adgang, men man skal melde sig til hos Europabevægelsen. Der er jo skruet gevaldigt op for sikkerheden på Christiansborg i de senere år.

onsdag den 20. juni 2007

Kirkerne til EU: bevar traktatens sociale dimension

Der har været talt en del om kirkelig "lobbyisme" i EU i de seneste måneder. Her op til topmødet i slutningen af ugen kommer der flere konkrete eksempler på hvad det fx er kirker kan finde på at lobby'e for.

Konferencen for Europæiske Kirker - den bredeste kirkeorganisation i Europa - har en afdeling i Bruxelles som tager sig af kontakten til bl.a. EU, Church and Society Commission. De har netop sendt en opfordring til Stats- og Regeringscheferne om at bevare og sikre de sociale rettigheder i den traktat der nu skal genforhandles. Udtalelsen er udarbejdet sammen med den europæiske diakonale paraplyorganisation Eurodiaconia som rent fysisk holder til i den samme bygning i Bruxelles som Church and Society Commission.

Denne udtalelse er et meget typisk eksempel på hvordan de kirkelige organisationer arbejder i forhold til EU - og hvilke sager de lægger vægt på.

Teksten kommer her for de særligt interesserede:

ENSURING SOCIAL RIGHTS IS ESSENTIAL FOR THE EU’S FUTURE: CHURCHES AND DIACONAL ORGANISATIONS URGE EU MEMBER STATES TO MAINTAIN THE SOCIAL DIMENSION OF THE CONSTITUTIONAL TREATY

The following is a joint statement from the Church and Society Commission of the Conference of European Churches (CEC) and Eurodiaconia.

European Churches and diaconal organisations ask the Heads of State or Government to maintain the social dimension of the Constitutional Treaty when they meet on 21-22 June in Brussels to take key decisions on the future of the Constitutional Treaty.

Churches and diaconal organisations support the reiterated commitment of EU Member States to strengthen the social dimension of EU policies, as highlighted in the Conclusions of the Spring European Council in March 2007. They point out the need for a better balance between economic, social and environmental policies, in which social and environmental policies are an integrated part of overall policy and not simply an addendum to economic policy.

In the Constitutional Treaty, which was signed by the European Heads of State or Government in October 2004, the EU Member States committed themselves to the promotion of a high level of employment, the guarantee of adequate social protection, the fight against social exclusion, and a high level of education, training and protection of human health (art III-117). For the Church and Society Commission of CEC and Eurodiaconia these are essential elements for social cohesion, which must be kept in any future Treaty of the European Union.

The Church and Society Commission of CEC and Eurodiaconia stress the importance of a legally binding reference to fundamental rights in any future treaty, sharing what the representatives of European governments once stated in the context of the Council of Europe: “Rights provide the firmest foundation for social policy. Rights put all members of society on an equal footing. With a basis in human rights, the action of the State in the social policy field is no longer a matter of charity or welfare directed at the less fortunate members of society; it is a question of guaranteeing rights that are the same for all.” (1)

* * *

The Church and Society Commission is one of the commissions of the Conference of European Churches (CEC). The Commission links CEC’s some 125 member churches from all over Europe and its associated organisations with the European Union’s institutions, the Council of Europe, the OSCE, NATO and the UN (on European matters). Its task is to help the churches study church and society questions from a theological social-ethical perspective, especially those with a European dimension, and to represent common positions of the member churches in their relations with political institutions working in Europe. The above statement has been approved by the plenary meeting of the Church and Society Commission in Armenia, 15-19 June 2007.

Eurodiaconia is a federation of 32 members - churches, non-statutory welfare organisations and NGOs in Europe - operating at national and international level. Our members are rooted in Christian faith within the traditions of the Reformation as well as in the Anglican and Orthodox traditions. We network diaconal and social work of institutions and church communities and co-operate with civil society partners.
Our Mission: We link our members to serve for solidarity and justice. Our strategic aims are to ensure quality of life for all in a social Europe, to link institutions of diaconia, social initiatives and churches in Europe, to be and to enhance a network of competence.

Eurodiaconia and the Church and Society Commission of the CEC have a joint Social Policy working group.

(1) Council of Europe’s European Committee for Social Cohesion on 31 March 2004 (CDCS (2004) 10, p. 4).

tirsdag den 22. maj 2007

Helge Rørtoft Madsen ind i debatten om folkekirken og EU

Helge Rørtoft Madsen - som er en gammel kending i debatten om EU og kirkerne (især folkekirken) - har svaret på Karin Riis-Jørgensens indlæg på kristendom.dk. Begge dele kan læses her.


Ikke overraskende (for os der kender ham) er Helge Rørtoft Madsen dybt kritisk overfor ideen om folkekirkeligt engagement i EU. Sjovt nok er han også kritisk overfor statsministerens afvisning af samme. Han er nemlig kritisk overfor selve den rolle som kirkerne tildeles i forslaget til forfatningstraktat - både hvad angår ”Kirkers og konfessionsløse organisationers status” (link til forfatningstraktaten se Artikel I-52 på side 42) (hvor der står at det må EU ikke blande sig i - MEN, mener HRM: det gør folkekirken til et EU-anliggende!) og hvad angår Artikel 52 stk 3 der forudskikker en dialog mellem EU og kirker og trossamfund.

Han er for eksempel meget kritisk overfor at der allerede nu tages forskud på denne dialog selvom traktaten ikke er vedtaget - som fx ved det møde som fandt sted i sidste uge i Bruxelles. Sandheden er at dialogen allerede har fundet sted igennem mange år - siden Jaques Delors i 1992 efterlyste trossamfundenes hjælp til at "Give Europa en sjæl". Paragraffen i forslaget til forfatning er sådan set bare en traktatfæstelse af noget der allerede finder sted. Den skal ses som en parallel til artikel I-47 som omhandler deltagelsesdemokrati i bredere forstand og de to paragraffer tilsammen er udtryk for et ønske om at styrke den folkelige deltagelse og civilsamfundets rolle i EU-debatten. Det kan man så mene om hvad man vil. For mig er det meget fint at man prøver at styrke den folkelige - herunder også kirkelige - deltagelse i EU-debatten også selvom det endnu ikke står i traktaten.


mandag den 21. maj 2007

Møde mellem EU og religiøse ledere

Sidste uges topmøde mellem EUs øverste ledelse og repræsentanter fra kristne kirker, jøder og muslimer i Europa har fået en del omtale også i danske medier. Jeg har ikke fået skrevet om det her på bloggen, desværre.

Men nu tikkede Den russiske ortodokse kirkes version ind på min mail. Den russiske ortodokse kirke er en af de kirker der har eget repræsentationskontor i Bruxelles - under ledelse af Biskop Hilarion Alfeyev.

Og så vil jeg da også lige linke til KEKs pressemeddelelse om samme møde.

fredag den 11. maj 2007

Kronik af Karin Riis-Jørgensen i Kristeligt Dagblad

Man må sige at Karin Riis-Jørgensen virkelig har bidt sig fast i debatten om kirkerne og EU - og ikke lader sig slå ud af sine partifællers manglende entusiasme for hendes anliggende (for nu at sige det mildt).

I en fin kronik i Kristeligt Dagblad d. 10. maj - Min kirke skal ud over sognegrænserne - uddyber hun endnu en gang synspunktet om at folkekirken skal være mere hørbar i det kirkelige EU-kor. Og nu er hun blevet opmærksom på den gode kanal vi allerede har til rådighed i kraft af vores medlemskab i KEK. Hun skriver:

"I 12 år har jeg været medlem af Europaparlamentet, men først for nylig stødte jeg på den kirkelige organisation, hvor også folkekirken er repræsenteret. I Bruxelles eksisterer i dag en bredt favnende lobbyorganisation, Konferencen for Europæiske Kirker, der repræsenterer 125 protestantiske og ortodokse kirker fra hele Europa. Folkekirken er også medlem, men repræsentationen er svag, fordi man heller ikke her kan tale med en stemme. Repræsentanterne kan udelukkende udtale sig som enkeltpersoner."

Derfor foreslår hun:

"I første omgang foreslår jeg noget så beskedent som, at den danske folkekirke aktivt bruger det medlemskab i Konferencen for Europæiske Kirker, som de i forvejen har. Jeg forstår ikke den modstand, dette forslag er stødt på. For os danskere er det fuldt ud naturligt, at biskopper, præster og teologer lader sig høre i den hjemlige værdidebat. De udtrykker allerede deres holdning til emner som abortgrænser, familiepolitik og stamcelleforskning."

Ja, det lyder jo beskedent. Men problemet er jo at der i øjeblikket ikke er nogen der er "den danske folkekirke" som kan bruge dette medlemskab ret meget mere aktivt end det sker i dag.

Vores udmærkede og dygtige repræsentanter - som vi har op til flere af - kunne selvfølgelig godt blande sig endnu mere i den offentlige debat (det kan man jo altid), men på den europæiske arena ville det nok ikke rykke så meget.

For problemet er jo at når KEK beder om folkekirkens synspunkter på konkrete spørgsmål (og det gør de tit for de er rigtig gode til at høre deres medlemmer), så siger telefonen her i Danmark duuuuuut..... duuuuuuuut....... duuuuuuuuuut.

Folkekirken er nemlig ikke hjemme!

fredag den 4. maj 2007

Karin Riis-Jørgensen på kristendom.dk

Hvor er folkekirken i den europæiske værdidebat? - spørger Karin Riis-Jørgensen på debatten på www.kristendom.dk

Her uddyber hun synspunktet om at der er behov for at folkekirken markerer sig i EU - især ved at blande sig i værdidebatten hvor hun oplever at den katolske kirke står stærkt.

Hun siger bl.a.:


"Derfor foreslog jeg tidligere på året en protestantisk tænketank, som kunne påpege problematiske forslag i forhold til vores moderne kristne værdier. Jeg er siden blevet opmærksom på, at der er kanaler, som folkekirken kan bruge, men jeg har ikke hørt deres stemme.

Jeg har siddet i Europa-Parlamentet siden 1994, og endnu har jeg aldrig oplevet folkekirken deltage i den europæiske værdidebat. Jeg mener, at folkekirken må gøre op med sig selv, hvad dens rolle skal være i den moderne, globale verden. Skal folkekirken til EU og deltage i den værdipolitiske debat, der bliver mere og mere dominerende, eller skal den melde sig helt ud og isolere sig i Danmark?

Jeg vil mene, at det ville være til gavn for de mere moderate kristne, hvis den danske folkekirke turde gå ind i værdidebatten. "


mandag den 23. april 2007

Fyens Stiftstidende: En bastet kirke

Fyens Stifttidende skriver om folkekirken og EU i dagens leder. Den taler sådan set for sig selv, og jeg citerer lige lidt:

"Om vi kan lide det eller ej, spiller EU en stadig større rolle - både for danskernes hverdag og for fremtidens danske samfund. Og derfor er det ikke underligt, at mange og vidt forskellige kredse har lobbyister i Bruxelles.

Mange kan ikke lide ordet lobbyisme, men det er jo kun et andet ord for de forsøg på at påvirke lovgivningen i en bestemt retning, som alle dage har fundet sted. Man vil vide, hvad de har gang i, de kære politikere, og prøve at give dem nogle gode råd.

Derfor er det også godt at have nogle argumenter med i attachétasken, udtænkt af mennesker, som ved noget om tingene. Det er det, der i vore dage kaldes tænketanke. Sådan organiserer alle mulige grupperinger sig i dag - undtagen folkekirken. Den har ingen tænketanke herhjemme, højst et ad hoc-udvalg i ny og næ, og den har det slet ikke i Bruxelles.

ALENE TANKEN om et sådant initiativ kan nemlig få danske præster til at tænke på synden mod den Helligånd - den synd, der ikke findes tilgivelse for."

Derefter referes Karin Riis-Jørgensen og Peter Lodberg for forslaget om en folkekirkelig lobbyist i Bruxelles - og Bertel Haarders og Anders Foghs afvisning af samme forslag.

Lederen slutter fyndigt:

"DET LAMMENDE dogme om, at kirken ikke har og ikke må få nogen røst - og den ikke mindre dogmatiske uvilje mod, at kirken får større selvstændighed - isolerer folkekirken i forhold til andre kirker. Og værre er, at kirken ikke kan manøvrere i en forandret verden - og for eksempel sende en mand til Bruxelles.

Den kalder sig folkekirke - men er reelt en bundet og bastet statskirke."

Tør jeg sige at jeg er enig? Uhh det er jo lidt farligt. Men jeg tror alligevel jeg tør: jeg er helt enig!

Og tak også til Fyens Stiftstidende for at man kan få lov at læse hele lederen på nettet uden at være abonnent. Håber den stadig er tilgængelig i morgen...

tirsdag den 10. april 2007

Et konkret eksempel på kirkelig lobbyisme i Bruxelles

KEKs kommission for Kirke og Samfund i Bruxelles har udarbejdet et høringssvar til EU-kommissionens Grønbog om modernisering af arbejdsmarkedet.

Svaret har været til høring i medlemskirkerne. Svaret er desværre ikke lagt ud på deres hjemmeside endnu. Men det vil sikkert snart blive lagt ud her.

Inden de udarbejdede svaret, sendte de et briefing paper ud om Grønbogen.

Proceduren her er ganske typisk for den måde det foregår på. KEK følger med og holder øje med EU-lovgivningsinitiativer - og holder medlemskirkerne orienteret. Og så indhenter de reaktioner fra kirkerne med henblik på at lave en samlet tilbagemelding - som afspejler de forskelligartede reaktioner og holdninger der er blandt kirkerne.

fredag den 23. marts 2007

Folkekirkens infocenter interviewer Karin Riis-Jørgensen

om hvorfor hun gerne vil have en folkekirkelig lobbyist i Bruxelles.
Interviewet er her.

fredag den 16. marts 2007

Skal vi have en folkekirkelig lobbyist i Bruxelles?

Det er debatten om dette spørgsmål der især har præget kirke/EU-debatten siden vi holdt vores møde i Vartov: Kirkelige stemmer i EU d. 26. januar. På mødet foreslog Peter Lodberg fra Danske Kirkers Råd at folkekirken skulle have sin egen lobbyist i Bruxelles. For at kunne give lidt liberalt protestantisk modspil til katolikkerne, blandt andet

Jeg var egentlig lidt forundret over at det blev den debat der kom ud af det. For i mit hovede har vi allerede vores kontor i Bruxelles - nemlig hos Konferencen for Europæiske Kirker der på særdeles kvalificeret og nuanceret vis blander sig i debatten om EU og Europa på baggrund af en meget broget skare af protestantiske og ortodokse medlemskirker. KEK er i mine øjne gode til at fastholde mangfoldigheden af stemmer når det kommer til vanskeligere politiske spørgsmål, og set med folkekirkeøjne er det en klar fordel - for vi har jo lidt svært ved at komme med samlede svar fra vores kirke på de politiske emner.

Men problemet er selvfølgelig at KEKs arbejde ikke er særligt synligt i Danmark. Vi har Det mellemkirkelige Råd til at samle det op, men vi har ikke noget forum der kan svare når KEK fx spørger sine medlemskirker hvad de mener om Tyrkiets optagelse i EU (et spørgsmål som KEK netop endte med at give et meget nuanceret svar på på baggrund af mange forskellige tilbagemeldinger, men altså ikke fra folkekirken). Så i den ideelle verden er det stadig vores hjemmearbejde vi mangler at gøre: vi mangler platformen for den fælles demokratiske åbne debat i folkekirken - stedet hvor de forskellige kirkelige retninger og de mange nye netværk kunne mødes og tale med hinanden. Kald det kirkeråd eller synode eller hvad som helst. Det er altså underligt at vi i foreningsdanmark er så skrækkeligt bange for at indføre en central demokratisk struktur i vores kirke.

Nå, men den kommer nok ikke lige med det første. Men det behøver måske ikke betyde at vi ikke kan forholde os til det der foregår i Bruxelles. I mine øjne ville den bedste måde at gøre det på, være at folkekirken udstationerede en medarbejder på KEKs kontor i Bruxelles. Betalt af hvem der nu måtte have midler til det (Det mellemkirkelige Råd har desværre ikke). Personen skulle dels indgå som en del af KEKs stab og tage del i det løbende arbejde med at overvåge udviklingen i EU og Europa mere bredt. Derudover skulle vedkommende have særlige forpligtelser på at melde tilbage og være i dialog både med Det mellemkirkelige Råd og vores sekretariat i København - og hvem i folkekirken der ellers måtte være interesseret. Derudover skulle personen have nogle forpligtelser overfor danske politikere i Bruxelles og Strasbourg der måtte ønske det (lad os straks tage Europarådet med ind nu vi er i gang). Hvis fx Karin Riis-Jørgensen gerne ville kunne vende noget hun opfatter som stærk katolsk lobbyisme med en fornuftig mainstream person fra folkekirken med godt kendskab til Europa, ville den danske ansatte på KEKs kontor være en hun kunne henvende sig til.

Modellen er allerede i funktion. De britiske kirker er gået sammen om en ansat hos KEK i Bruxelles, og det samme er den svenske og den finske kirke. Og det protestantiske Leuenberg Kirkefællesskab (som folkekirken også er med i) har minsandten også en medarbejder ansat hos KEK. KEK er med andre ord blevet platformen for de protestantiske kirkers arbejde i Bruxelles. Kun tyskerne har deres eget kontor, men de er til gengæld i tæt samarbejde med KEK.

De ortodokse har organiseret sig på en lidt anden måde. De har også KEKs kontor, men de benytter derudover en model med at have biskopper udstationeret på eget kontor i Bruxelles (den russisk ortodokse kirke, den græsk ortodokse kirke og Det Økumeniske Patriarkat (i Konstantinopel/Istanbul)) eller de har biskopper der rejser i pendulfart til Bruxelles.

Det ville være helt skørt, synes jeg, hvis vi fra netop dansk side begyndte at skabe parallelle strukturer når nu vi har noget der fungerer udmærket i forvejen - og som vi ville have gode muligheder for at få mere indflydelse på og mere udbytte af end vi i forvejen har (og det er ikke så lidt endda). Lad os da bakke op om dette.

Det vil så ikke altid være i modspil til katolikkerne, for langt hen ad vejen er kirkerne faktisk ret enige - det gælder fx samarbejdet om flygtninge og indvandrere og generelt omsorgen for de svageste i samfundet - plus arbejdet for menneskerettighederne. De kan slet ikke forstå at man som kirke kan være imod dette.

Danmark er leveringsdygtige i mange specialprodukter... Også teologisk...

Er der nogen der læser med på dette? I må meget gerne kommentere og give jeres mening til kende. Det kunne faktisk være sjovt.

Og husk så at høre Folk og Kirke på mandag!

onsdag den 21. februar 2007

Lisbet Christoffersen svarer Lene Sjørup: Forkert billede af konference

Tirsdag d. 8. februar havde teologen Lene Sjørup en kronik i Kristeligt Dagblad - Folkekirken op i pavemobilen

I kronikken angreb Lene Sjørup - på baggrund af TV-optagelsen - Debatmødet "Kirkelige stemmer i EU" som Det mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd havde arrangeret d. 26. januar.

Lene Sjørup anførte bl.a. to kritikpunkter:

1. Der blev ikke på mødet nævnt nogen eksempler på konkrete politiske tiltag fra kirkernes side i EU.

2. Det giver ikke mening at prøve at hamle op med den katolske kirke i EU og formulere mere liberale protestantiske synspunkter.

Lisbet Christoffersen var en af oplægsholderne på mødet. Hun har skrevet et svar til Lene Sjørup i dagens udgave af Kristeligt Dagblad: Forkert billede af konference.

Lisbet Christoffersen kan berette at hun selv i sit oplæg nævnte "en række politiske tiltag der begrunder folkekirkens deltagelse i udvalgsarbejde med videre relation til EU." Hun nævner tre hovedområder som disse opgaver falder under - læs selv. Og se i øvrigt TV-optagelsen af Lisbets oplæg på konferencen.

Synspunkterne er udbygget i Lisbets artikel i bogen Konstellationer.

Til punkt to siger hun "Min erfaring er, at det er væsentligt for det politiske system i EU at have liberale kirkelige stemmer at henvise til, netop for ikke at få en entydig kirkelig blok over for det politiske system".

mandag den 19. februar 2007

Kompetent overblik i Information

I min gennemgang af hvad der har været af debat om Kirker og EU siden vores debatmøde d. 26. januar (Kirkelige stemmer i EU), har jeg vist ikke rigtigt fået fremhævet den artikel som jeg ellers mener er den mest nuancerede og kompetente: David Rehlings artikel i Information d. 12. februar: En union søger sin sjæl.

Artiklen giver en ganske god fremstilling både af de forskellige synspunkter og de forskellige kirkelige aktører - og den ridser historien op tilbage til Jaques Delors ønske om at "Give Europa en sjæl".

Han giver også nogle bud på hvor man kan læse mere - jeg vil helt ubeskedent fremhæve de to af dem:

Konstellationer - kan købes hos Forlaget Alfa eller i enhver velassorteret boghandel. Netop udkommet.

Det mellemkirkelige Råds årbog "Kirkernes rolle i et fremtidigt Europa" kan fås gratis hos Det mellemkirkelige Råd.

søndag den 18. februar 2007

Må kirken i det hele taget mene noget?

Når vi åbner kirkedebatten om et samfundsrelateret emne i Danmark, løber vi konstant ind i de lutherske linjevogtere som tager udgangspunkt i en fortolkning af Luthers to-regimentelære (har nogen et godt link?) og bruger det til at sige at kirken ikke på nogen måde må mene noget om noget der har med samfundet endsige politik at gøre.

Hvis den så bliver fejet af banen, løber vi ind i næste problem - det vigtigste dogme i folkekirken: "ingen må tale på folkekirkens vegne".

Selve sagen kan det nærmest være umuligt at komme til at diskutere. Det kommer til at handle om om man må diskutere det.

Men "Luther blandede i høj grad religion og politik" påpegede Ida Auken (tilfældigvis min søster...) i Kristeligt Dagblad d. 8. februar. "Toregimentelæren er et moderne begreb, der blev til omkring 1930, og Luther selv adskilte aldeles ikke religion og politik".

Hvis nogen har lyst til at dykke mere ned i denne debat - i relation til spørgsmålet om EU og Europa, så har Ida og jeg redigeret en debatbog, Konstellationer hvor teologerne Svend Andersen og Jesper Høgenhaven på et luthersk grundlag når frem til vidt forskellige resultater.

I 8. februar udgaven af Kristeligt Dagblad havde teologen Lene Sjørup en kronik, Folkekirken op i pavemobilen. Her siger hun "Det er et stort spørgsmål, om folkekirken overhovedet skal ind i det politiske spil i EU, men hvis den skal, bør det være Kirkeministeriet og ikke Det mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd, der påtager sig denne opgave." Lene Sjørup er især meget kritisk over for den katolske kirkes indflydelse i EU, især på områder som familiepolitik og kvindefrigørelse. Folkekirken vil uvægerligt blive slået i hartkorn med den katolske kirke, mener hun. Og så er det åbenbart bedre at holde sin mund, så vidt jeg forstår hende. Eller også er det kirkeministeren der skal gøre noget.

D. 14. februar svarede Det mellemkirkelige Råds formand, Ruth van Gilse i debatindlægget "EU og de kirkelige stemmer". Her udreder hun trådene om debatmødet, baggrunden for det og Det mellemkirkelige Råds mandat til at arrangere mødet - som Lene Sjørup ikke ganske havde forstået.

Men debatten om den katolske kirkes rolle vs. folkekirken og andre protestantiske kirkers rolle er bestemt ikke slut med det. Og hvis nogen føler trang til at diskutere spørgsmålet, så lægger jeg gerne blog til :-)

fredag den 16. februar 2007

Gud i EUs forfatning?

Skal der være en reference til Vorherre, Gud eller kristendommen i EUs mulige kommende forfatning? Eller er det nok med det nuværende forslag om at der henvises til Europas relgiøse arv?

Det er et emne der deler vandene, og blandt Europas kirker er der heller ikke enighed. Det blev Simon Kangas Larsen interviewet om i P1-morgen her til morgen.

En enkelt bemærkning: I præsentationen af indslaget fremstår det som om der er tale om et kirkeligt topmøde om netop dette emne hvor kirkerne skal prøve at nå frem til en fælles holdning til spørgsmålet og en truende krise er lige ved at få det hele til at bryde sammen - gisp!

Det er der dog på ingen måde tale om, og jeg synes Simon i interviewet får nuanceret billedet meget godt.

Mødet i Wittenberg er langt bredere. Det er et formøde til Den Tredje Europæiske Økumeniske Forsamling (EEA3 blandt venner) - en slags europæiske kirkedage som finder sted i Sibiu i Rumænien til september. Der vil om kort tid komme flere oplysninger om dette på Folkekirkens mellemkirkelige Råds hjemmeside. At spørgsmålet om Gud og forfatningen kommer op på sådan et møde kan man ikke undre sig over - det ville være mærkeligt andet. Angela Merkel har gjort sit til at genåbne debatten, og kirkerne og deres repræsentanter har forskellige holdninger til spørgsmålet.

Skal folkekirken have sin egen lobbyist i Bruxelles?

Det er et af de spørgsmål som er udsprunget af debatmødet Kirkelige stemmer i EU d. 26. januar 2007.

Det synes Peter Lodberg der holdt oplæg på mødet og som siden er blevet interviewet til DR P1 programmet Europa Lige Nu søndag d. 4. februar.

Det mente Kirkeminister Bertel Haarder ikke (sagde han i sit oplæg på debatmødet)

Det synes Dansk Folkepartis Europaordfører Morten Messerschmidt heller ikke, skrev han i en pressemeddelelse d. 5. februar: Folkekirken har intet at gøre i EU. Interessant at det er Europaordføreren og ikke kirkeordføreren der siger dette. Hvad skal man nu udlede af det...?

Karin Riis-Jørgensen fra Venstre er derimod helt enig. I dagens udgave af Berlingske Tidende støtter hun Peter Lodbergs forslag. Ifølge avisen frygter hun "at Europas katolske lande med Vatikanet i spidsen er på vej til at løbe EU over ende." Hun ønsker også at oprette en teologisk tænketank "som et protestantisk modspil til den katolske indflydelse på EUs beslutninger". Tænketanken synes hun skal finansieres med EU-parlamentarikernes puljemidler.

Til Berlingske Tidende siger hun: »En folkekirkelig lobby eller en tænketank vil klæde os parlamentarikere bedre på til at gennemskue den katolske underliggende dagsorden.«

Også lektor i kirkeret Lisbet Christoffersen bliver interviewet til artiklen i Berlingske. Lisbet Christoffersen er medlem af en arbejdsgruppe om EU-lovgivning under Konferencen for Europæiske Kirker. Hun siger til Berlingske at hun godt kan forstå at parlamentarikerne har et "behov for løbende at blive opdateret af forskere med faglighed og indsigt i folkekirkelig tradition og nordisk forvaltning. »Men det må kunne gøres mere enkelt end ved at skabe en anti-katolsk kamporganisation i EU,« siger hun.

Lisbet Christoffersen var også blandt oplægsholderne på debatmødet Kirkelige Stemmer i EU.

Kirkerne og EU - debatten er fløjtet i gang

Nu tager jeg mod til mig og laver en blog om kirkerne og EU. Jeg synes selv emnet er uhyre interessant og lige for tiden er der åbenbart temmelig mange andre der synes det samme. Den debat vil jeg prøve at samle lidt op på her.

I kraft af mit arbejde som Informations- og Europasekretær i Folkekirkens mellemkirkelige Råd har jeg været initiativtager til et debatmøde om Kirkelige Stemmer i EU som fandt sted i Vartov i København fredag d. 26. januar.

Mødet blev filmet til tv af dk4 som sendte det i sin fulde udstrækning dagen efter.

Og så blev det streamet og kan ses på nettet det næste års tid - bekvemt opdelt i mindre blokke så man ikke behøver at gnave sig igennem 4 timers TV.

Det blev forresten arrangeret med støtte fra Europa-Nævnet. (tak :-))

I forbindelse med mødet lanceredes også debatbogen "Konstellationer" som jeg har redigeret sammen med min søster Ida Auken. Bogen udkom på Forlaget Alfa. Bogen er blevet godt anmeldt i Politiken og Kristeligt Dagblad. Den er også blevet omtalt på teologinet.dk

Debatmødet fandt sted kort tid efter at Angela Merkel havde genstartet debatten om EUs forfatningstraktat og bl.a. talt for at der alligevel skal være en reference til Gud eller kristendommen i traktatens indledning (Præamblen).

Så var grunden lagt for en ivrig debat både på mødet og bagefter. Jeg vil på denne blog prøve at samle op på det der allerede har været de sidste par måneder (udfra min helt subjektive vurdering!) og også følge med i hvad der kommer.

Jeg er meget modtagelig for input, og hvis du kunne tænke dig at blogge med, så skriv til mig på kirstenauken@gmail.com