En times stilhed

Fredag aften bag katedralen i Milano fik de forbipasserende en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. Der stod vi, cirka 120 mennesker i en halvcirkel. Tavse og næsten uden at bevæge os. I en time fra kl. 17.30-18.30 - klokkeslagene fra katedralen angav tiden præcist. Om halsen havde vi papskilte med budskaber som "Jorden er vores hjem - hvorfor ødelægger vi den?", "Fødselskontrol for biler", "Jeg vil ikke have noget at gøre med et løg der har rejst længere end jeg selv" etc. De forbipasserende fik stukket et papir i hånden der forklarede at vi var en gruppe mennesker fra kirker i hele Europa - herunder også videnskabsfolk, biologer mm - som gennem denne ikkevoldelige aktion ønskede at gøre opmærksom på det stadigt mere påtrængende behov for at vi mennesker handler i forhold til at bremse vores forbrug af fossile brændstoffer der fører til grundlæggende og omfattende forandringer i det fælles klima.

For os der stod i halvcirklen var det en ganske stærk oplevelse både at stå der og at se på de mennesker der så på os. Udover de ømme fødder og let frysende skuldre, oplevede vi en næsten meditativ tilstand og et stærkt fællesskab i stilheden. Det var selvfølgelig en demonstration, en protest, men i høj grad også en symbolsk handling hvor vi følte behovet for - og glæden ved - at stoppe op og bare være til, ikke have så travlt. Mærke at vi er her i verden lige nu, og lige her på dette sted.

3-4 mennesker var udset til at dele løbesedler ud og svare på spørgsmål, og de kunne bagefter berette om meget god respons fra de forbipasserende. Mange udtrykte deres støtte. Flere stillede sig op og tog del i stilheden. Mange var imponerede over og glade for at høre at vi kom fra kirker i Europa. Sympatien var udtalt.

Det var en enkel men stærk markering - måske det jeg bagefter vil huske aller tydeligst fra den syvende generalforsamling i ECEN


(foto hentet hos en af de andre deltagere, Henrik Grape fra Sverige)

Skal vi lege Gud?

Her til formiddag har jeg hørt et oplæg ved vicepræsidenten for FNs klimapanel IPCC, prof. Jean-Pascal van Ypersele. Med klare ord og illustrative slides fik vi status på klimaforskernes konklusioner og fremskrivninger af forskellige scenarier alt efter hvordan udledningerne af co2 og andre drivhusgasser bliver reguleret i de kommende år.

Et fuldstændig imponerende oplæg - uanset hvor skræmmende det altid er at blive konfronteret med disse mere og mere uomtvistede og uomtvistelige tal.

Mængden af co2 i atmosfæren nærmer sig allerede nu et niveau det ikke tidligere har været - i hvert fald i den del af jordens historie hvor vi mennesker har færdedes på dens overflade. Og sammenhængen mellem mængden af co2 og den globale gennemsnitstemperatur er ganske entydig når man lægger graferne ovenpå hinanden. Vi er ved at tage en co2-dyne på som vil give os og især vores efterkommere noget af en svedetur, populært sagt.

Professoren viste os et website hvor man kan "lege Gud". Prøv selv. Der er fire grafer. På den øverste højre kan man simulere forskellige scenarier for co2-udledninger til atmosfæren i de kommende år, og så hvordan det påvirker de andre faktorer. Ret underholdende og illustrativt.

På det lidt mere filosofiske plan er det jo netop denne "legen Gud" med skaberværket der bringer os på kollissionskurs med alle balancer. I hvert fald når det sker uden ydmyghed og respekt for det fine system vi er inde og pille ved og som vi - dumme lærlinge som vi er - kun forstår en brøkdel af. Omvendt får vi nok også brug for at kunne trække på guddommelig inspiration og kreativitet hvis vi skal løfte de udfordringer vi står overfor i de kommende år.

Dette skrevet i al hast på den første arbejdsdag på generalforsamlingen i European Christian Environmental Network.

Klimakampen samler kirkerne - og religionerne

Kampen mod klimaforandringer og for at redde jorden - skaberværket - kan som få andre emner samle de kristne kirker fra det yderste højre til det yderste venstre. Og det er også et emne de fleste religiøse ledere kan blive enige om uden det helt store sværdslag.

Det er en af de interessante pointer i en artikel i Portland Tribune i dag.

Samtidig giver klimaforandringerne anledning til en hel del kirkelig selvransagelse - et opgør med den tolkning af skabelsesberetningen hvor mennesket skal herske over jorden som om jorden kun var skabt for menneskets skyld.

Til fordel for en tolkning hvor vi som mennesker har et særligt ansvar for at bevare den omgivende verden - og tage vare på vores næste, nemlig
1. de mennesker i fattige lande der rammes af konsekvenserne overforbruget i den rige verden

OG 2. de kommende generationer der også skal have en dejlig jord at leve på.

Christian Friis Bach blogger fra Bali

Har lige opdaget at Folkekirkens Nødhjælps Internationale Chef og udsendte medarbejder, Christian Friis Bach, blogger fra Klimakonferencen på Bali.

Håber at det er fordi det er mig der har sovet at jeg ikke har opdaget det før.

Der har i de seneste dage været en del fokus på kirkernes engagement i klima og miljø-spørgsmål. Og jeg har været ude med en undren over at der sker så lidt - læs intet - på dette område i folkekirken i betragtning af at stort set ALLE vores nabokirker har klima og miljø helt i toppen af deres dagsordener og engagement (se fx Den norske kirke og Church of England - for ikke at tale om Det Europæiske Kristne Miljønetværk, ECEN). Kristeligt Dagblads lederskribent delte i lørdags min og andres undren med en opfordring til folkekirken om at komme ud af starthullerne og om ikke andet holde klimaorden i eget hus.

Sover folkekirken total Tornerosesøvn? Håber det ikke. Vi er nogen der har tænkt os at prøve at vække den lidt op i den kommende tid.

Jeg samler i øvrigt på links om kirker og miljø på bogmærkesitet del.icio.us (og hvis I ikke ved hvad det er, kan jeg anbefale denne lynintroduktion som fik mig til at bide på).