Når vi åbner kirkedebatten om et samfundsrelateret emne i Danmark, løber vi konstant ind i de lutherske linjevogtere som tager udgangspunkt i en fortolkning af Luthers to-regimentelære (har nogen et godt link?) og bruger det til at sige at kirken ikke på nogen måde må mene noget om noget der har med samfundet endsige politik at gøre.
Hvis den så bliver fejet af banen, løber vi ind i næste problem - det vigtigste dogme i folkekirken: "ingen må tale på folkekirkens vegne".
Selve sagen kan det nærmest være umuligt at komme til at diskutere. Det kommer til at handle om om man må diskutere det.
Men "Luther blandede i høj grad religion og politik" påpegede Ida Auken (tilfældigvis min søster...) i Kristeligt Dagblad d. 8. februar. "Toregimentelæren er et moderne begreb, der blev til omkring 1930, og Luther selv adskilte aldeles ikke religion og politik".
Hvis nogen har lyst til at dykke mere ned i denne debat - i relation til spørgsmålet om EU og Europa, så har Ida og jeg redigeret en debatbog, Konstellationer hvor teologerne Svend Andersen og Jesper Høgenhaven på et luthersk grundlag når frem til vidt forskellige resultater.
I 8. februar udgaven af Kristeligt Dagblad havde teologen Lene Sjørup en kronik, Folkekirken op i pavemobilen. Her siger hun "Det er et stort spørgsmål, om folkekirken overhovedet skal ind i det politiske spil i EU, men hvis den skal, bør det være Kirkeministeriet og ikke Det mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd, der påtager sig denne opgave." Lene Sjørup er især meget kritisk over for den katolske kirkes indflydelse i EU, især på områder som familiepolitik og kvindefrigørelse. Folkekirken vil uvægerligt blive slået i hartkorn med den katolske kirke, mener hun. Og så er det åbenbart bedre at holde sin mund, så vidt jeg forstår hende. Eller også er det kirkeministeren der skal gøre noget.
D. 14. februar svarede Det mellemkirkelige Råds formand, Ruth van Gilse i debatindlægget "EU og de kirkelige stemmer". Her udreder hun trådene om debatmødet, baggrunden for det og Det mellemkirkelige Råds mandat til at arrangere mødet - som Lene Sjørup ikke ganske havde forstået.
Men debatten om den katolske kirkes rolle vs. folkekirken og andre protestantiske kirkers rolle er bestemt ikke slut med det. Og hvis nogen føler trang til at diskutere spørgsmålet, så lægger jeg gerne blog til :-)
Success or crash? Or something in between..
12 år siden
2 kommentarer:
Det er unægteligt en interessant men også vanskelig problemstilling du tager op.
Mht. Luther, så tror jeg også, at især Tidehverv gør ham mere upolitisk end han var og det på trods af, at man sværmer for hans skrift "Om jøderne og deres løgne", hvor han jo giver nogle ganske konkrete anvisninger til hans tids magthavere om hvad de skal gøre mht. jøderne.
Nå det så er sagt, så opfatter jeg en politiserende kirke som en uting, og det lige meget hvilken politik man så kæmper for i Guds navn. Jeg mener ikke, at man kan bedrive politik i Jesu navn for hans lære kan man ikke lave en brugbar samfundsordning ud af. Ja, det bliver ofte til en direkte forvanskning af hans budskab når man gør det, som når man vil forsvare den heteroseksuelle kernefamilie eller det kapitalistiske system i hans navn.
Den katolske kirkes forsøg på at bruge EU til at tvinge folk til at leve efter dens lære skal modvirkes politisk og ikke af folkekirken som institution.
Kh
Karen M. Larsen
Kære Karen
Tak for din kommentar.
Nu ved jeg ikke helt hvad du mener med "politisere"
Jeg er helt enig med dig i at kirken aldrig må gøre sig til stat og tvinge noget igennem med henvisning til, at det står i Bibelen eller er Guds vilje.
Men for mig er der stor forskel på at bedrive politik med henvisning til sin kristne identitet og så at gøre det i Guds/Jesu navn – sidstnævnte position er i stor fare for at blive fundamentalistisk og forfalde til argumenter, der ikke kan diskuteres såsom „det står i Bibelen“ osv. Det er efter min mening en position der strider imod selve kristendommens væsen (men det er der nok flere meninger om).
Men omvendt så er det både bibelsk og luthersk at revse statsmagten, når den ikke gør sin opgave ordentligt: at sørge for ret, fred og frihed.
Og som protestanter mener jeg vi har et stort ansvar for at stille op over for den katolske kirke, der mener, at det er ret at forhindre folk i at bruge prævention.
De kan kun tilbagevises teologisk ved f.eks. at tage fat på, hvad der er den mest næstekærlige handling i forhold til f.eks. de millioner af mennesker, der har aids, ikke mindst på grund af den katolske kirkes holdning til prævention
(sjovt nok har mennesker tydeligvis lettere ved at følge buddet om ikke at bruge prævention end buddet om sexuel afholdenhed. Og det første holder kun (delvis) vand hvis det sidste bliver efterlevet).
Enhver der kalder sig kristen må stå til ansvar for sin fortolkning af Bibelen – og bør jo så også vide, at de bare er mennesker som alle andre, der med stor sandsynlighed tager fejl på forskellige områder (da vi jo netop ikke er guddommelige), og som derfor altid må have muligheden åben for at blive klogere.
Men at fjerne det politiske i Jesu budskab: ikke mindst omsorgen for enkerne, de fattige, de syge, det tenderer meget lemfældig læsning af Bibelen.
Send en kommentar