onsdag den 30. maj 2007

Økumenisk Ungdom blogger

Velkommen i blogosfæren til Økumenisk Ungdom. Hvis der kommer noget Europa-stof, kan det ikke udelukkes at jeg kommenterer det her.

onsdag den 23. maj 2007

Svar til Helge Rørtoft Madsen på kristendom.dk

Nå, så kunne jeg ikke holde min mund mere. Jeg har svaret Helge Rørtoft-Madsen på kristendom.dk.

Jeg synes simpelthen der var for meget sludder i det indlæg jeg omtalte i går. Og som udbyggede i dag.

tirsdag den 22. maj 2007

Helge Rørtoft Madsen ind i debatten om folkekirken og EU

Helge Rørtoft Madsen - som er en gammel kending i debatten om EU og kirkerne (især folkekirken) - har svaret på Karin Riis-Jørgensens indlæg på kristendom.dk. Begge dele kan læses her.


Ikke overraskende (for os der kender ham) er Helge Rørtoft Madsen dybt kritisk overfor ideen om folkekirkeligt engagement i EU. Sjovt nok er han også kritisk overfor statsministerens afvisning af samme. Han er nemlig kritisk overfor selve den rolle som kirkerne tildeles i forslaget til forfatningstraktat - både hvad angår ”Kirkers og konfessionsløse organisationers status” (link til forfatningstraktaten se Artikel I-52 på side 42) (hvor der står at det må EU ikke blande sig i - MEN, mener HRM: det gør folkekirken til et EU-anliggende!) og hvad angår Artikel 52 stk 3 der forudskikker en dialog mellem EU og kirker og trossamfund.

Han er for eksempel meget kritisk overfor at der allerede nu tages forskud på denne dialog selvom traktaten ikke er vedtaget - som fx ved det møde som fandt sted i sidste uge i Bruxelles. Sandheden er at dialogen allerede har fundet sted igennem mange år - siden Jaques Delors i 1992 efterlyste trossamfundenes hjælp til at "Give Europa en sjæl". Paragraffen i forslaget til forfatning er sådan set bare en traktatfæstelse af noget der allerede finder sted. Den skal ses som en parallel til artikel I-47 som omhandler deltagelsesdemokrati i bredere forstand og de to paragraffer tilsammen er udtryk for et ønske om at styrke den folkelige deltagelse og civilsamfundets rolle i EU-debatten. Det kan man så mene om hvad man vil. For mig er det meget fint at man prøver at styrke den folkelige - herunder også kirkelige - deltagelse i EU-debatten også selvom det endnu ikke står i traktaten.


mandag den 21. maj 2007

Møde mellem EU og religiøse ledere

Sidste uges topmøde mellem EUs øverste ledelse og repræsentanter fra kristne kirker, jøder og muslimer i Europa har fået en del omtale også i danske medier. Jeg har ikke fået skrevet om det her på bloggen, desværre.

Men nu tikkede Den russiske ortodokse kirkes version ind på min mail. Den russiske ortodokse kirke er en af de kirker der har eget repræsentationskontor i Bruxelles - under ledelse af Biskop Hilarion Alfeyev.

Og så vil jeg da også lige linke til KEKs pressemeddelelse om samme møde.

lørdag den 19. maj 2007

onsdag den 16. maj 2007

Gang i debatten - også i radioen.

Der er gang i debatten om kirker og EU lige nu. Og jeg får slet ikke det hele med her for jeg har alt for travlt på mit arbejde.

I går var min søster Ida i studiet i P1-morgen og udtale sig om emnet. Læs hendes egen blog om sagen her.

Den indeholder også et link til indslaget.

Anledningen var Topmødet i EU mellem repræsentanter for de største kirker og religioner og Kommissionsformanden, Formanden for Rådet og Formanden for Europa-parlamentet.

Læs mere om dette på KEKs website.

fredag den 11. maj 2007

Kronik af Karin Riis-Jørgensen i Kristeligt Dagblad

Man må sige at Karin Riis-Jørgensen virkelig har bidt sig fast i debatten om kirkerne og EU - og ikke lader sig slå ud af sine partifællers manglende entusiasme for hendes anliggende (for nu at sige det mildt).

I en fin kronik i Kristeligt Dagblad d. 10. maj - Min kirke skal ud over sognegrænserne - uddyber hun endnu en gang synspunktet om at folkekirken skal være mere hørbar i det kirkelige EU-kor. Og nu er hun blevet opmærksom på den gode kanal vi allerede har til rådighed i kraft af vores medlemskab i KEK. Hun skriver:

"I 12 år har jeg været medlem af Europaparlamentet, men først for nylig stødte jeg på den kirkelige organisation, hvor også folkekirken er repræsenteret. I Bruxelles eksisterer i dag en bredt favnende lobbyorganisation, Konferencen for Europæiske Kirker, der repræsenterer 125 protestantiske og ortodokse kirker fra hele Europa. Folkekirken er også medlem, men repræsentationen er svag, fordi man heller ikke her kan tale med en stemme. Repræsentanterne kan udelukkende udtale sig som enkeltpersoner."

Derfor foreslår hun:

"I første omgang foreslår jeg noget så beskedent som, at den danske folkekirke aktivt bruger det medlemskab i Konferencen for Europæiske Kirker, som de i forvejen har. Jeg forstår ikke den modstand, dette forslag er stødt på. For os danskere er det fuldt ud naturligt, at biskopper, præster og teologer lader sig høre i den hjemlige værdidebat. De udtrykker allerede deres holdning til emner som abortgrænser, familiepolitik og stamcelleforskning."

Ja, det lyder jo beskedent. Men problemet er jo at der i øjeblikket ikke er nogen der er "den danske folkekirke" som kan bruge dette medlemskab ret meget mere aktivt end det sker i dag.

Vores udmærkede og dygtige repræsentanter - som vi har op til flere af - kunne selvfølgelig godt blande sig endnu mere i den offentlige debat (det kan man jo altid), men på den europæiske arena ville det nok ikke rykke så meget.

For problemet er jo at når KEK beder om folkekirkens synspunkter på konkrete spørgsmål (og det gør de tit for de er rigtig gode til at høre deres medlemmer), så siger telefonen her i Danmark duuuuuut..... duuuuuuuut....... duuuuuuuuuut.

Folkekirken er nemlig ikke hjemme!

torsdag den 10. maj 2007

Metodisterne med i debatten om kirker og Europa

Hov, så var der sørme en anden blogger der meldte sig med et indslag om kirker og Europa.

Ole Birch, som er metodist og præst i Jerusalemkirken i København, fortæller på sin blog i et indlæg om kirke og samfund at han skal til møde i The European Methodist Council - Commission on Church and Society. En lille gruppe på 7 mennesker der skal mødes på Smidstrup Stand og diskutere vigtige udfordringer for Europa.

I folkekirken har vi et tæt og nært forhold til metodisterne som vi er i kirkefællesskab med i kraft af Leuenberg Kirkefællesskabet. Og metodisterne plejer at være ret gode til at sparke gang i nogle af de debatter som det går lidt mere trægt med i folkekirken. Så Ole, jeg glæder mig til at læse om jeres møde :-)

onsdag den 9. maj 2007

Focolare arrangerer stort møde om kristendom i Europa

Bevægelsen Focolare arrangerer d. 12. maj et stort tværkirkeligt møde om kristendom i Europa. Hovedarrangementet finder sted i Stuttgart, men i flere store byer rundt omkring på kontinentet afholdes parallelle arrangementer. Læs mere på www.kristendom.dk

fredag den 4. maj 2007

Karin Riis-Jørgensen på kristendom.dk

Hvor er folkekirken i den europæiske værdidebat? - spørger Karin Riis-Jørgensen på debatten på www.kristendom.dk

Her uddyber hun synspunktet om at der er behov for at folkekirken markerer sig i EU - især ved at blande sig i værdidebatten hvor hun oplever at den katolske kirke står stærkt.

Hun siger bl.a.:


"Derfor foreslog jeg tidligere på året en protestantisk tænketank, som kunne påpege problematiske forslag i forhold til vores moderne kristne værdier. Jeg er siden blevet opmærksom på, at der er kanaler, som folkekirken kan bruge, men jeg har ikke hørt deres stemme.

Jeg har siddet i Europa-Parlamentet siden 1994, og endnu har jeg aldrig oplevet folkekirken deltage i den europæiske værdidebat. Jeg mener, at folkekirken må gøre op med sig selv, hvad dens rolle skal være i den moderne, globale verden. Skal folkekirken til EU og deltage i den værdipolitiske debat, der bliver mere og mere dominerende, eller skal den melde sig helt ud og isolere sig i Danmark?

Jeg vil mene, at det ville være til gavn for de mere moderate kristne, hvis den danske folkekirke turde gå ind i værdidebatten. "