tirsdag den 30. september 2008

Tyrkiet ind i EU - for de kristnes skyld

De ortodokse kirkers symbolske overhovede, Patriark Batholomæus har netop talt i Europa-Parlamentet. Det er et led i det europæiske år for interkulturel dialog hvor flere religiøse overhoveder har indtaget den høje talerstol.

Patriarken holder til daglig til i Konstantinopel, også kendt som Istanbul. Overfor EU-parlamentet udtrykte han sin meget stærke støtte til at EU skal holde fast i at optage Tyrkiet som medlemsland, "så det store land på grænsen til Asien kan agere som brobygger mellem øst og vest og mellem islam og det kristne flertal i Europa" sagde han, ifølge Kristeligt Dagblad.

Nogle havde måske ventet at han ville sige det modsatte. Inden for Tyrkiets grænser repræsenterer han et meget lille kristent mindretal der næsten ikke syner af noget i det store muslimske flertal. Og Tyrkiet er bestemt ikke altid for god til at respektere mindretallenes religiøse rettigheder - omend dette er blevet bedre i de senere år. Men netop derfor - siger Bartholomæus - er det vigtigt at de kommer med i EU. "Jeg håber at der med tilnærmelsen til EU vil komme en mere effektiv og positiv dialog end der har været før," siger han - stadig ifølge Kristeligt Dagblad.

Argumentet om at vi ikke skal have Tyrkiet med fordi det "kristne" Europa ikke kan rumme så stort et muslimsk land vinder med andre ord ikke gehør hos Tyrkiets mest prominente kristne overhoved.

lørdag den 27. september 2008

En times stilhed



Fredag aften bag katedralen i Milano fik de forbipasserende en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. Der stod vi, cirka 120 mennesker i en halvcirkel. Tavse og næsten uden at bevæge os. I en time fra kl. 17.30-18.30 - klokkeslagene fra katedralen angav tiden præcist. Om halsen havde vi papskilte med budskaber som "Jorden er vores hjem - hvorfor ødelægger vi den?", "Fødselskontrol for biler", "Jeg vil ikke have noget at gøre med et løg der har rejst længere end jeg selv" etc. De forbipasserende fik stukket et papir i hånden der forklarede at vi var en gruppe mennesker fra kirker i hele Europa - herunder også videnskabsfolk, biologer mm - som gennem denne ikkevoldelige aktion ønskede at gøre opmærksom på det stadigt mere påtrængende behov for at vi mennesker handler i forhold til at bremse vores forbrug af fossile brændstoffer der fører til grundlæggende og omfattende forandringer i det fælles klima.

For os der stod i halvcirklen var det en ganske stærk oplevelse både at stå der og at se på de mennesker der så på os. Udover de ømme fødder og let frysende skuldre, oplevede vi en næsten meditativ tilstand og et stærkt fællesskab i stilheden. Det var selvfølgelig en demonstration, en protest, men i høj grad også en symbolsk handling hvor vi følte behovet for - og glæden ved - at stoppe op og bare være til, ikke have så travlt. Mærke at vi er her i verden lige nu, og lige her på dette sted.

3-4 mennesker var udset til at dele løbesedler ud og svare på spørgsmål, og de kunne bagefter berette om meget god respons fra de forbipasserende. Mange udtrykte deres støtte. Flere stillede sig op og tog del i stilheden. Mange var imponerede over og glade for at høre at vi kom fra kirker i Europa. Sympatien var udtalt.

Det var en enkel men stærk markering - måske det jeg bagefter vil huske aller tydeligst fra den syvende generalforsamling i ECEN


(foto hentet hos en af de andre deltagere, Henrik Grape fra Sverige)

torsdag den 25. september 2008

Skal vi lege Gud?


Her til formiddag har jeg hørt et oplæg ved vicepræsidenten for FNs klimapanel IPCC, prof. Jean-Pascal van Ypersele. Med klare ord og illustrative slides fik vi status på klimaforskernes konklusioner og fremskrivninger af forskellige scenarier alt efter hvordan udledningerne af co2 og andre drivhusgasser bliver reguleret i de kommende år.

Et fuldstændig imponerende oplæg - uanset hvor skræmmende det altid er at blive konfronteret med disse mere og mere uomtvistede og uomtvistelige tal.

Mængden af co2 i atmosfæren nærmer sig allerede nu et niveau det ikke tidligere har været - i hvert fald i den del af jordens historie hvor vi mennesker har færdedes på dens overflade. Og sammenhængen mellem mængden af co2 og den globale gennemsnitstemperatur er ganske entydig når man lægger graferne ovenpå hinanden. Vi er ved at tage en co2-dyne på som vil give os og især vores efterkommere noget af en svedetur, populært sagt.

Professoren viste os et website hvor man kan "lege Gud". Prøv selv. Der er fire grafer. På den øverste højre kan man simulere forskellige scenarier for co2-udledninger til atmosfæren i de kommende år, og så hvordan det påvirker de andre faktorer. Ret underholdende og illustrativt.

På det lidt mere filosofiske plan er det jo netop denne "legen Gud" med skaberværket der bringer os på kollissionskurs med alle balancer. I hvert fald når det sker uden ydmyghed og respekt for det fine system vi er inde og pille ved og som vi - dumme lærlinge som vi er - kun forstår en brøkdel af. Omvendt får vi nok også brug for at kunne trække på guddommelig inspiration og kreativitet hvis vi skal løfte de udfordringer vi står overfor i de kommende år.

Dette skrevet i al hast på den første arbejdsdag på generalforsamlingen i European Christian Environmental Network.



fredag den 19. september 2008

Generalforsamling i Det Europæiske Kristne Miljønetværk

Bloggen her har ligget stille i temmelig mange måneder. Andre ting har presset sig på - bl.a. har arbejdet med kirke, klima og miljø fyldt meget i den senere tid. Fx har vi i maj lanceret hjemmesiden gronkirke.dk - og rigtig mange viser interesse for Grøn Kirke.

Men nu er der måske en anledning til at jeg bør blogge lidt igen. I næste uge rejser jeg til Milano for at deltage i et Assembly (generalforsamling) i Det Europæiske Kristne Miljønetværk - ECEN. Der er fokus på klimaforandringer - som også i kirkelig sammenhæng er noget nær det varmeste emne i øjeblikket.

På mødet deltager mennesker fra hele Europa som ud fra en kirkelig vinkel (men ofte med en anden faglig baggrund - fx naturvidenskabelig) er optaget af miljø og klimaspørgsmål.

Det er første gang jeg deltager i et ECEN-assembly. Sognepræst Martin Ishøy fra Silkeborg har været med flere gange. Han deltager også denne gang, så jeg har en "veteran" ved min side.

Hvis tid og overskud er til det, er det min plan at blogge fra mødet - og måske også lægge nogle billeder ud undervejs.

Skulle jeg svigte, vil jeg skynde mig at henvise til en anden deltager som helt sikkert også blogger dernedefra: Henrik Grape fra Sverige blogger på faithandclimate.blogspot.com/. Læs allerede nu hans indlæg om ECEN-assembly og formålet med det. Jeg sætter ham lige på min blogroll også.