En times stilhed

Fredag aften bag katedralen i Milano fik de forbipasserende en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. Der stod vi, cirka 120 mennesker i en halvcirkel. Tavse og næsten uden at bevæge os. I en time fra kl. 17.30-18.30 - klokkeslagene fra katedralen angav tiden præcist. Om halsen havde vi papskilte med budskaber som "Jorden er vores hjem - hvorfor ødelægger vi den?", "Fødselskontrol for biler", "Jeg vil ikke have noget at gøre med et løg der har rejst længere end jeg selv" etc. De forbipasserende fik stukket et papir i hånden der forklarede at vi var en gruppe mennesker fra kirker i hele Europa - herunder også videnskabsfolk, biologer mm - som gennem denne ikkevoldelige aktion ønskede at gøre opmærksom på det stadigt mere påtrængende behov for at vi mennesker handler i forhold til at bremse vores forbrug af fossile brændstoffer der fører til grundlæggende og omfattende forandringer i det fælles klima.

For os der stod i halvcirklen var det en ganske stærk oplevelse både at stå der og at se på de mennesker der så på os. Udover de ømme fødder og let frysende skuldre, oplevede vi en næsten meditativ tilstand og et stærkt fællesskab i stilheden. Det var selvfølgelig en demonstration, en protest, men i høj grad også en symbolsk handling hvor vi følte behovet for - og glæden ved - at stoppe op og bare være til, ikke have så travlt. Mærke at vi er her i verden lige nu, og lige her på dette sted.

3-4 mennesker var udset til at dele løbesedler ud og svare på spørgsmål, og de kunne bagefter berette om meget god respons fra de forbipasserende. Mange udtrykte deres støtte. Flere stillede sig op og tog del i stilheden. Mange var imponerede over og glade for at høre at vi kom fra kirker i Europa. Sympatien var udtalt.

Det var en enkel men stærk markering - måske det jeg bagefter vil huske aller tydeligst fra den syvende generalforsamling i ECEN


(foto hentet hos en af de andre deltagere, Henrik Grape fra Sverige)