torsdag den 30. august 2007

Jeg blogger fra Rumænien - men et andet sted

I næste uge skal jeg deltage i Den Tredje Europæiske Økumeniske Forsamling, en slags europæiske kirkedage som finder sted i den rumænske by Sibiu.

Sammen med sognepræst Mette Trankjær skal jeg blogge om mine oplevelser i Kristeligt Dagblads blogosfære - nærmere betegnet på sibiu.troetikeksistens.dk. Det kommer til at indgå som en del af et Sibiu-tema hvor Journalist Claus Vincents vil levere avis-delen.

Jeg glæder mig til at komme afsted: først har jeg fået møvet mig selv med på en rundtur i Rumænien med nogle norske nordmænd fra Norge. Og derefter skal jeg sammen med 2499 andre europæiske kirkerepræsentanter gøre en anstrengelse for at leve op til overskriften for mødet: "Kristi lys skinner på alle - håb for fornyelse og enhed i Europa"! Følg med på bloggen - altså den anden.

mandag den 20. august 2007

Fyraftensmøde om Gud og Forfatningen

Har netop tilmeldt mig et interessant arrangement. Den Danske Europabevægelse er gået min arbejdsplads (Folkekirkens mellemkirkelige Råd) voldsomt i bedene og har arrangeret et fyraftensmøde om Gud og Forfatningen.

Hvilken rolle skal religion have i europæisk politik?
Skal kristne værdier indskrives i Den Europæiske Unions traktatgrundlag, og hvilke konsekvenser kan det tænkes at få? - spørger de.

Det er på mandag d. 27. august kl. 16-18 i Landstingssalen, og man kan få lejlighed til at høre så interessante personligheder som Uffe Østergaard (altid en fornøjelse), den katolske kirkes biskop i Danmark Czeslaw Kozon (de vil i hvert fald gerne have Gud ind i forfatningen), Viborg-biskop Karsten Nissen (jeg ved ikke helt hvor han står)og Karin Riis-Jørgensen, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre (hun har gjort sig meget bemærket i denne debat det seneste halve års tid).

Ellen Thrane-Nørby leder slagets gang. Det skal nok blive sjovt!

Europabevægelsens hjemmeside er desværre underdrejet, men man kan læse mere her.

Der er gratis adgang, men man skal melde sig til hos Europabevægelsen. Der er jo skruet gevaldigt op for sikkerheden på Christiansborg i de senere år.

lørdag den 18. august 2007

Sommerferien snart slut...

Der har i den grad været dømt sommerferie her på bloggen. Sundt for mig, men - indrømmet - det har stået lidt stille.

Nu er der dog så småt optræk til at der for alvor kommer gang i kirker og Europa. Ikke bloggen, men i virkeligheden. I slutningen af måneden rejser jeg sammen med 15-20 andre danskere til Rumænien hvor vi skal deltage i Den Tredje Europæiske Økumeniske Forsamling. EEA3 blandt venner.

Det er en slage europæiske kirkedage hvor 2500 kristne fra hele Europa samles under temaet "The Light of Christ Shines upon all - hope for Renewal and Unity in Europe" (det er ikke lykkedes us at komme op med en rigtig god dansk oversætelse - forslag modtages gerne).

Det bliver en broget skare fra øst og vest, nord og syd. Katolikker, ortodokse, protestanter, pinsekirkefolk og andre kristne godtfolk i enhver afskygning. Unge og gamle, Patriarker, præster og pøbel (men vist ikke paver) i en skønsom blanding som sikkert på afstand vil ligne en klæde-ud-fest af de mere spektakulære.

Det er en af fornøjelserne og udfordringerne i min stilling: mangfoldigheden i den kristne kirke, ikke bare globalt men så sandelig også her i Europa.

Det er Konferencen for Europæiske Kirker (KEK blandt venner) og den katolske kirkes europæiske biskopskonferencer (CCEE - en forkortelse for noget latin jeg har glemt) der står som arrangører af festivitasen. Det finder i øvrigt sted i byen Sibiu som netop nu også er europæisk kulturhovedstad - så der er godt pres på hotellerne i den lille by.

Og hvad skal vi så lave? Jo, vi skal blandt andet samles i en række temaportaler med overskrifter som Europa, skabelse, spiritualitet, migration og enhed. Og så skal vi til gudstjenester både i hinandens kirker og i "vores egne". Blandt andet skal vi deltage i Festen for Jomfru Marias Fødsel som er en stor begivenhed i de ortodokse kirker.

Som Europasekretær i Folkekirkens mellemkirkelige Råd har jeg fornøjelsen af at koordinere det praktiske op til afrejsen for den danske delegation.

Jeg har aldrig tidligere været i Rumænien, og jeg glæder mig meget til turen. Omend jeg også er lidt spændt på hvordan det hele skal spænde af...