lørdag den 18. august 2007

Sommerferien snart slut...

Der har i den grad været dømt sommerferie her på bloggen. Sundt for mig, men - indrømmet - det har stået lidt stille.

Nu er der dog så småt optræk til at der for alvor kommer gang i kirker og Europa. Ikke bloggen, men i virkeligheden. I slutningen af måneden rejser jeg sammen med 15-20 andre danskere til Rumænien hvor vi skal deltage i Den Tredje Europæiske Økumeniske Forsamling. EEA3 blandt venner.

Det er en slage europæiske kirkedage hvor 2500 kristne fra hele Europa samles under temaet "The Light of Christ Shines upon all - hope for Renewal and Unity in Europe" (det er ikke lykkedes us at komme op med en rigtig god dansk oversætelse - forslag modtages gerne).

Det bliver en broget skare fra øst og vest, nord og syd. Katolikker, ortodokse, protestanter, pinsekirkefolk og andre kristne godtfolk i enhver afskygning. Unge og gamle, Patriarker, præster og pøbel (men vist ikke paver) i en skønsom blanding som sikkert på afstand vil ligne en klæde-ud-fest af de mere spektakulære.

Det er en af fornøjelserne og udfordringerne i min stilling: mangfoldigheden i den kristne kirke, ikke bare globalt men så sandelig også her i Europa.

Det er Konferencen for Europæiske Kirker (KEK blandt venner) og den katolske kirkes europæiske biskopskonferencer (CCEE - en forkortelse for noget latin jeg har glemt) der står som arrangører af festivitasen. Det finder i øvrigt sted i byen Sibiu som netop nu også er europæisk kulturhovedstad - så der er godt pres på hotellerne i den lille by.

Og hvad skal vi så lave? Jo, vi skal blandt andet samles i en række temaportaler med overskrifter som Europa, skabelse, spiritualitet, migration og enhed. Og så skal vi til gudstjenester både i hinandens kirker og i "vores egne". Blandt andet skal vi deltage i Festen for Jomfru Marias Fødsel som er en stor begivenhed i de ortodokse kirker.

Som Europasekretær i Folkekirkens mellemkirkelige Råd har jeg fornøjelsen af at koordinere det praktiske op til afrejsen for den danske delegation.

Jeg har aldrig tidligere været i Rumænien, og jeg glæder mig meget til turen. Omend jeg også er lidt spændt på hvordan det hele skal spænde af...

Ingen kommentarer: