mandag den 23. april 2007

Fyens Stiftstidende: En bastet kirke

Fyens Stifttidende skriver om folkekirken og EU i dagens leder. Den taler sådan set for sig selv, og jeg citerer lige lidt:

"Om vi kan lide det eller ej, spiller EU en stadig større rolle - både for danskernes hverdag og for fremtidens danske samfund. Og derfor er det ikke underligt, at mange og vidt forskellige kredse har lobbyister i Bruxelles.

Mange kan ikke lide ordet lobbyisme, men det er jo kun et andet ord for de forsøg på at påvirke lovgivningen i en bestemt retning, som alle dage har fundet sted. Man vil vide, hvad de har gang i, de kære politikere, og prøve at give dem nogle gode råd.

Derfor er det også godt at have nogle argumenter med i attachétasken, udtænkt af mennesker, som ved noget om tingene. Det er det, der i vore dage kaldes tænketanke. Sådan organiserer alle mulige grupperinger sig i dag - undtagen folkekirken. Den har ingen tænketanke herhjemme, højst et ad hoc-udvalg i ny og næ, og den har det slet ikke i Bruxelles.

ALENE TANKEN om et sådant initiativ kan nemlig få danske præster til at tænke på synden mod den Helligånd - den synd, der ikke findes tilgivelse for."

Derefter referes Karin Riis-Jørgensen og Peter Lodberg for forslaget om en folkekirkelig lobbyist i Bruxelles - og Bertel Haarders og Anders Foghs afvisning af samme forslag.

Lederen slutter fyndigt:

"DET LAMMENDE dogme om, at kirken ikke har og ikke må få nogen røst - og den ikke mindre dogmatiske uvilje mod, at kirken får større selvstændighed - isolerer folkekirken i forhold til andre kirker. Og værre er, at kirken ikke kan manøvrere i en forandret verden - og for eksempel sende en mand til Bruxelles.

Den kalder sig folkekirke - men er reelt en bundet og bastet statskirke."

Tør jeg sige at jeg er enig? Uhh det er jo lidt farligt. Men jeg tror alligevel jeg tør: jeg er helt enig!

Og tak også til Fyens Stiftstidende for at man kan få lov at læse hele lederen på nettet uden at være abonnent. Håber den stadig er tilgængelig i morgen...

Ingen kommentarer: