Pyha, det er ikke altid man er lige stolt af sine kirkevenner rundt om i Europa. Behandlingen af homoseksuelle er fx et punkt hvor der, for at sige det mildt, er ret forskellige tolkninger af hvad man kan tillade sig indenfor den religion der skulle have næstekærlighed som sit varemærke.
I efteråret var der voldsomme overfald fra kirkelig side på en gay pride parade i Letland. Og nu har det også braget løs i Rusland i pinsen, kunne jeg se ved læsning af nogle ikke helt nye nyhedsmails. Og seneste nyt ved besøg på de russiske homoseksuelles hjemmeside er at medlemmer af den russiske ortodokse kirke vil holde en park i Moskva fri for bøsser. De regner ikke med at myndighederne vil gribe ind, beretter artiklen.
Heksejagternes tid er desværre langt fra forbi...
Success or crash? Or something in between..
12 år siden
2 kommentarer:
Jeg synes at det er nødvendigt at kirker vælger. Enten de accepterer alle mennesker som Guds børn (det betyder at homosexuelle skal accepteres som fuldstandige medlemer med retten at være præster), eller ej. Der er ingen kompromis mellem retfærdigheden og ondskab. Og jeg synes at det er ondskab at ikke acceptere homosexuelle fuldstandigt.
Kampen findes overalt, for eksempel i de anglikanske kirker pga de amerikanske kirker der har accepteret homosexuelle. Måske skal der være en skilsmisse mellem de anglikanske kirker. At ikke acceptere homosexuelle er at hade, og når kristendom hader, det er nemt at se resultaterne--heksejagternes tid, som du omtaler, i Letland or i Rusland.
I princippet er jeg enig med dig.
Men der er langt igen. I mange kirker kan ikke engang kvinder jo få lov at være præster, og der kan man nok heller ikke forvente at de åbner for homoseksuelle præster. Men hvis de dog bare som første punkt ville acceptere de homoseksuelle som ligeværdige mennesker skabt af Gud med det krav om respekt for den enkelte som der ligger i det, så var vi nået et godt stykke på vejen.
I den økumeniske samtale som jeg er engageret i i mit arbejde, er det et område hvor vi bliver nødt til at fare frem med megen lempe - simpelthen for at holde samtalen åben. I Det lutherske Verdensforbund er man fx nu blevet enige om at være uenige - men stadig i stue med hinanden. Det lyder ikke af meget, men er faktisk et stort skridt i forhold til fx mange afrikanske kirker hvor homoseksualitet er ekstremt tabuiseret - ofte ville de have betydeligt lettere ved at se gennem fingre med flerkoneri som er en del af deres hverdag.
Så kirkerne er lige som mangfoldige og forskelligartede - og rygende uenige om en masse spørgsmål - som "resten af verden"
Send en kommentar